En generel tendens er til stede i den vestlige verden, som mange samfundsforskere finder foruroligende: uligheden stiger og stiger på tværs af lande. De vestlige lande har meget forskellige udgangspunkter, når det kommer til ulighed – for eksempel er USA langt mere ulige end Danmark. Tendensen er dog den samme hele vej med meget få undtagelser. Der bliver større og større økonomisk forskel mellem de rigeste og fattigste. Men er det egentlig et problem?
Det fører ulighed med sig
De fleste er enige om, at fattigdom er negativt for samfundet, men gælder det samme for ulighed? Er det nødvendigvis negativt, at nogle er meget rigere end andre, så længe alle har nok til at klare sig? Dette er der stor uenighed omkring inden for samfundsvidenskaben.
Nogle forskere mener, at ulighed ikke er skidt i sig selv, og at det faktisk kan føre til større virkelyst hos den del af befolkningen, som ikke har så mange penge som de rigeste. Yderligere kan uligheden være positiv for den demokratiske deltagelse, fordi dem med lav indkomst får større incitament til at mobilisere sig og stemme imod den uretfærdighed, de føler uligheden udgør.
Dog har en lang række forskere fundet, at ulighed påvirker forhold som lykke, social mobilitet og sammenhængskraft i samfundet i negativ grad. Jo større uligheden er, jo større bliver kløften mellem rige og fattige, og jo dårligere får de fattige det.
Hertil har flere også studeret et fænomen, som siger at ulighed sænker den demokratiske deltagelse, fordi den mindre velstående del af befolkningen føler sig magtesløs sammenlignet med den økonomiske elite. Så selv hvis ingen lever i total fattigdom, tyder meget på, at ulighed har en negativ indvirkning på samfundet.
Relativ eller fuldstændig fattigdom
Dog er graden af fattigdom, som er til stede i et samfund, med til at moderere uligheds negative effekter. Hvis et samfund er ramt af stor fuldstændig fattigdom, betyder det, at mange lever for utroligt få penge om dagen. De har hverken råd til husly, mad eller fornødne goder som medicin. Dette er den slags fattigdom, vi kender fra mange ulande, og den kan skabe en enorm fremmedgørelse mellem de fattigste og rigeste i et samfund.
Relativ fattigdom betyder, at man godt kan have penge til mad og husly, men at man har relativt færre penge end gennemsnittet. I Danmark er langt den største andel af fattigdommen relativ. De fleste med lav indkomst har råd til at betale husleje og mad, men måske har de ikke råd til den samme mad, som folk med høje indkomster. Det kan også være, at de ikke har råd til at tage på ferie eller til at tage deres børn med i biografen.
Det kan samtidig være, at deres økonomiske muligheder er begrænsede i forhold til de mere velhavende. For eksempel vil deres bank måske ikke låne dem penge, så de kun står tilbage med muligheder som hurtige forbrugslån. Selvom disse lån kan være fine i nogle tilfælde, er det rart med et alternativ. Relativ fattigdom kan altså være slem nok i sig selv, men konsekvenserne er ikke så negative som ved fuldstændig fattigdom – derfor fremhæves Danmark tit som et land, der er godt at bo i for alle, relativt set.
Artiklen er udtryk for skribentens holdning og indeholder ikke redaktionelt materiale.